Eugen Matray | A. Engelhardt

Ensom i staden går hun det skind,
spejder i gaden, så bitter i sind,
bøjet af sorger, kummer og nød,
næppe i morgen ejer hun brød-
I pjalter og laser hun længe har rendt,
sin fader og moder hun aldrig har kendt.
Hun slår sig igennem, så godt hun formår,
så hæver hun stemmen, men's trevent det går:
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød
fra morgen til aften er vissen og død.
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød,
fra morgen til aften er vissen og død.

Endelig løber hun på et par,
blomster de køber, se, penge hun har.
Hvem var vel manden? Se hendes skræk
ja, hvem var den anden - nu er de væk!
Hun griber til barmen, hun skælver en stund,
så presser hun sammen den bævende mund,
for det var jo ham, som hun ofrede alt,
den mand, der var skyld i, at hun dengang faldt.
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød
fra morgen til aften er vissen og død.
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød,
fra morgen til aften er vissen og død.

Som danserinde byttet i guld,
lykken var hende dengang så huld,
herlige dage, da hun var smuk.
Nu er tilbage, sorg kun og suk.
Hvad ungdommen fejrer - forsvinder igen,
når blomsterne vejrer for vindene hen.
Og foran teatret, der har hun sin færd,
der star hun tålmodigt og beder enhver:
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød
fra morgen til aften er vissen og død.
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød,
fra morgen til aften er vissen og død.